Annonce
Den Store Bagedyst i Tingbjerg
Forkvinden-for-Unge-i-Centrum-Noha-Doukni-præsenterer-dommerne-Louise-Jensen-Claus-Meyer-og-Augusta-Meyer.jpg
Forkvinden for ”Unge i Centrum”, Noha Doukni, præsenterer dommerne Louise Jensen, Claus Meyer og Augusta Meyer. Foto: Line Falk Tranberg
Mens det meste af landet har bagefeber og ser det populære tv-program ”Den Store Bagedyst”, havde organisationen Unge i Centrum fra Tingbjerg inviteret Claus Meyer og Louise Jensen fra programmet til bydelen for at bedømme bageentusiasters kager

Den succesrige kok og iværksætter Claus Meyer ankom til Tingbjerg Bibliotek/Kulturhus på den røde løber med sin datter Augusta Meyer Nielsen.

Dystens anden dommer, Louise Jensen, som lige nu er deltager i Den Store Bagedyst på DR1, var ligeledes blevet headhuntet af de unge til at være med på dagen. Louise Jensen bliver for tiden kontaktet af mange, der gerne vil have hende til at deltage i forskellige ting.

– For at være helt ærlig, så er jeg meget kræsen med hvad jeg vælger at deltage i. Men jeg synes det her er så fint, fordi det er arrangeret af unge frivillige. Det vil jeg gerne bruge min tid på – det skal virkelig være meningsfyldt, for jeg kører jo væk fra min familie, fortalte Louise Jensen, som faktisk bor i Brønshøj.

I alt ti finalister stillede op, heraf fire børn. De farverige og spændende kager skulle bedømmes på både udseende og smag af de to kyndige dommere.

Præmieregn og ros
Louise Jensen ved om nogen, hvordan det føles, når ens kage skal bedømmes af andre. – Jeg ved jo bare hvordan man sveder – det er jo simpelthen så nervepirrende. Jeg føler med dem. Dem jeg bliver bedømt af er jo nogen, jeg har mega meget respekt for. Hvis jeg skulle have min kage bedømt af sådan en som Claus Meyer, ville jeg dø af skræk, fortæller Louise Jensen med et smil.

Claus Meyer opfandt en særpris på dagen til en kage, der overraskede dommerne på smagen. Det var Selma Boughanem, som bor i Tingbjerg, som vandt en signeret kogebog fra Meyers. Farah fra Amager vandt 1. pladsen for bedste kage, som Claus Meyer kaldte ”en fænomenal chokolade/appelsin-ganachetærte”.

Arwa El-Subaihi vandt for kagen med det flotteste udseende, som Claus Meyer beskrev det; ”for sin skønne voldsomhed”. I børnekategorien vandt Amilah fra Nordvest med sin velsmagende passionsfrugt cheesecake og ’Rumskibskagen’ vandt for bedste udseende. Alle vinderne fik en kurv med produkter fra Meyers med hjem. HH

Rumskibskagen der vandt i børnenes kategori for bedste udseende. Foto: Line Falk Tranberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top