Annonce
Fra naturlig ventilation til pålagt og plagsom ventilation
Der er store renoveringer på vej i den almennyttige boligmasse. Det er vigtigt, at beboerne inddrages og der ikke gennemføres flere skandaløse renoveringer som asbestskandalen hos fsb i Tingbjerg

Af Barbara Cros, Bellahøj I og II, SAB

Der er store renoveringer på vej i den almennyttige boligmasse. Det er vigtigt, at beboerne inddrages og der ikke gennemføres flere skandaløse renoveringer som asbestskandalen hos fsb i Tingbjerg, hvor beboerne blev udsat for meget skadelige og sygdomsfremkaldende byggematerialer og miljøpåvirkninger. Der skal tænkes mere over miljø, bæredygtighed og klimapåvirkning i de mange kommende renoveringer og der skal tages hensyn til beboerne. Det er beboerne, der i sidste ende bestemmer om der skal renoveres og hvad renoveringen skal indeholde.

KAB, som er et administrationsselskab og ansat af beboerne til at forestå drift og administration, tiltager sig vidtrækkende beføjelser. De lader ofte beboerne forstå, at indførelse af mekanisk ventilation er et krav fra myndighederne, Landsbyggefonden og kommunen.

Sådan forholder det sig ikke. Hverken Landsbyggefonden eller kommunen stiller krav om mekanisk ventilation. Der er ingen lovmæssige krav til indførelse af mekanisk ventilation i forbindelse med renoveringer.

Det er først når der ændres ved den naturlige ventilation, for eksempel ved forandringer af de gamle trækkanaler, at der i overensstemmelse med Bygningsreglementet kan kræves, at der indføres mekanisk ventilation.

I Humlevænget i Husum ville KAB flytte 34 badeværelser, beliggende med vinduer og dermed lette at lufte ud, ind midt i husene uden vinduer. Dette vil medføre et lovmæssigt ventilationskarv. KAB ville efterfølgende installere balanceret mekanisk ventilation i boliger, hvor der slet ikke er behov for det. Lukning og ændring af de naturlige luftkanaler i mure og facader vil også medføre lovkrav om mekanisk ventilation. Det er en beboerdemokratisk beslutning, hvilke elementer en renovering skal indeholde. Derfor skal man være opmærksom på, om der indgår forandringer af de naturlige ventilationskanaler. Hvis beboerne ikke ønsker mekanisk ventilation, skal de fastholde, at der ikke laves om på den naturlige ventilation.

Ofte skal der omfattende ændringer til i køkkenerne i etagebyggeri for at lave plads til ventilationen. KAB arbejder med balanceret mekanisk ventilation, som er store anlæg, der går igennem boligerne med rør og kasser, der tager plads og støjer uden den store garanterede virkning.

Kan det virkelig betale sig? Hvad med totaløkonomi, drift, vedligehold, bæredygtighed og klimaperspektivet?

Måske ikke for beboerne, men totaløkonomisk er det sikkert attraktivt for KAB, der som bygherre får økonomisk gevinst af de dyre renoveringer der med den mekaniske ventilation også øger byggesagshonorarerne.

Det er måske derfor KAB kæmper så indædt for at få indført mekanisk ventilation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top