Annonce


Jes og Martin overtog juletræsfesten uden helt at kende den
Juletræ-Brønshøj-47-19.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Martin og Jes står bag juletræstændingen på Brønshøj Torv. Foto: Kaj Bonne
Da pladsen som arrangør af juletræsfesten på Brønshøj Torv blev ledig i foråret, meldte to fædre sig. Nu kan de se, at der var mere arbejde i opgaven end først antaget

Det er ikke fordi Jes Haslund Bisgaard og Martin Greve Halse ikke har nok at se til.
De to herrer er henholdsvis IT-manager og Nordisk Landedirektør. De er også fædre i hver sin familie med alt hvad dertil hører af travlhed med børn, familie og hus.

Men ikke desto mindre meldte de begge sig til opgaven, da den mangeårige arrangør af juletræsfesten på Brønshøj Torv, Lars Hornum, meddelte, at han ikke længere ville varetage opgaven.
– Det kunne da være meget sjovt, tænkte Jes Haslund Bisgaard, da han så opslaget på Facebook, i mens han sad i toget på vej til arbejde. – Det er et sympatisk projekt. Det er en mulighed for at give lidt igen til den bydel som jeg har boet i i mange år, forklarer han.

Han vidste ikke hvor mange timers arbejde der lå i projektet. Til gengæld har det været sjovt og de to arrangører er ikke afvisende overfor tanken om at lave flere events i bydelen.

Mere end bare et træ
Opgaven med at arrangere juletræsfest, som Jes Bisgaard egentlig blot troede var et spørgsmål om at bestille et træ og få sat nogle lyskæder på, var større og mere kompliceret end som så.
– Vi er måske gået lidt for nonchalant til det i starten, siger han med et smil. Heldigvis var der allerede en juleplan lavet af den tidligere arrangør. Den havde fungeret i mange år og den kunne de to nye arrangører læne sig op ad.

– Lars (Hornum, tidligere arrangør, red.) gennemgik planens store træk med os, men vi har også tilføjet nye ting, som muligheden for at både private og erhvervsdrivende kan støtte arrangementet økonomisk via MobilePay, fortæller Jes Bisgaard.

Brønshøj-Husum Lokaludvalg støtter udelukkende økonomisk med indkøb af selve træet samt opsætning og nedtagning af det, så selve festen omkring juletræet skal der samles penge til.

Fælles hjælp
De to arrangører har ikke stået alene med økonomien for juletræsfesten. Udover at der er kommet 4600 kr. ind fra mennesker i Brønshøj som ønsker at støtte og bevare juletræsfesten, har lokale butikker og virksomheder også meldt sig på banen.
– Heldigvis skrev Christian Tesa til mig, at han med sin virksomhed Northern Light kunne lave lys og lyd på scenen. Det har han stået for at koordinere med korlederen fra Brønshøj Kirke. Strømmen hjælper City El-Service med og Brønshøj Bistro giver også en stor hånd.

Derudover har SuperBrugsen på Brønshøj Torv, Linde Apotek, Loop fitness, ShoeBaLoo også støttet juletræsfesten. Endeligt har kirkens ansatte været en kæmpe stor hjælp, fortæller Jes Bisgaard.
– Og så er der jo Anna Kromann som skrev for mange måneder siden, at hun gerne ville give en hånd med. Hun pakker alle slikposerne. Først regnede vi med 300 men det er rettet til 600. Det er mange slikposer, siger Jes Bisgaard.

– Kom til fest
Og juletræsfesten er netop et fælles anliggende i bydelen hvor alle der ønsker at traditionen skal bestå, må støtte op på den ene eller anden måde.
– Der var engang hvor jeg troede at det med juletræerne var noget som kommunen tog sig af. Men jeg kan se nu, at hvis vi skal have juletræ og en festlig tænding kræver det at nogen gør noget. Det er 100% private folk som står for det her, siger Jes Bisgaard.

Ønsket er, at der kommer rigtig mange mennesker til juletræsfesterne i bydelen i weekenden fordi en god og glad fest med masser af mennesker, er betalingen for de mange måneders arbejde.

JULETRÆSTÆNDING

Fredag den 29. november på Brønshøj Torv
Kl. 17: Velkomsttale ved sognepræst Peter Nejsum.
Korsang v/ Brønshøj Kirkes Børne- og Pigekor.
Julemandssjov for børnene.
Juletræstænding (ca. kl. 18).
Uddeling af lidt julegodter til børnene.

Lørdag den 30. november i Husum Bypark
Start kl 16.
Kl. 16.30 bydes der velkommen + korsang ved Husum
og Husumvold Kirkers Børnekor.
Havnearbejdernes Kor.
Kl. ca. 16.50 juletale ved børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen.
Efter juletalen kaldes på julemanden som ankommer i veteranbrandbil.
Dans om juletræet og godteposer.
Fotografering af børn med julemanden foran den gamle brandbil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top