Annonce
Lokalt dialogmøde om kunstig intelligens
Søndag eftermiddag havde Stine Skot fra Husum inviteret til dialogmøde om kunstig intelligens.

Det er Fonden Teknologirådet, der står bag en stor undersøgelse, som med hjælp fra nysgerrige borgere i de kommende måneder gennemfører en undersøgelse om kunstig intelligens og teknologiens påvirkning af dagligdag og samfund. Metoden er ny og går ud på, at frivillige dialogværter melder sig til at samle en lille gruppe venner eller naboer. Gruppen gennemfører så en elektronisk workshop hjemme i dagligstuen, som Teknologirådet leder gruppen igennem.

– Jeg meldte mig som dialogvært på Fonden Teknologi Rådets indsats, fordi jeg er interesseret i borgerinddragelse og så det som en sjov måde selv at blive klogere på ”Kunstig intelligens”. Det gav mig en mulighed for at dykke ned i et emne, som jeg synes er vigtigt, at vi, som borgere og som samfund, tager stilling til, siger Stine Skot.

Lokale dialogmøder
Alle borgere i Brønshøj-Husum kan lave sit eget dialogmøde derhjemme med en gruppe naboer eller venner. Og svarene ryger ind i Teknologirådets store undersøgelse. Fonden Teknologirådet søger dialogværter, som kan samle en gruppe ved at invitere 4-7 personer i sit netværk til et møde, hvor undersøgelsen om kunstig intelligens kan blive gennemført. De 4-7 personer kan være fra klubben, værtens egne naboer, venner, kolleger eller andet, og mødet afholdes et selvvalgt sted.

Der kræves ingen særlige forudsætninger for at være dialogvært eller mødedeltager. Dialogværterne skal findes i alle dele af Danmark, og det skal gerne være et bredt udsnit af befolkningen hvad angår by-land, alder, køn og beskæftigelse.

Det foregår ved, at man bruger 2,5 timer på i fællesskab at besvare en elektronisk undersøgelse, hvor man drøfter nogle små videoer og derefter individuelt svarer på en række spørgsmål. Man bliver guidet igennem det hele på skærmen, så det er let at gå til.

Alle svar vil blive brugt i EU-forskningsprojektet The Human Brain Project, som er verdens største hjerneforskningsprojekt.

FAKTA
Se mere på www.tekno.dk/article/eusay-ai/.

Mødet skal afvikles inden den 15. december.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top