Annonce



Plan om 120 nye plejeboliger i Tingbjerg
IMG_7981.jpg
Dele af butiksarkaderne på Store Torv på Ruten i Tingbjerg med højhuset i baggrunden. Arkaderne skal væk og på dele af området skal der opføres et plejehjem. Foto: ef
Det myldrer med planer om udvikling og ”fortætning” i Tingbjerg. Nu er der nyt om et planlagt plejehjem

Til politisk behandling på Københavns rådhus er i øjeblikket et for slag om godkendelse af et projekt til opførelse af 120 almene plejeboliger ved Ruten i Tingbjerg. Plejehjemmet placeres efter planen som en sammenhængende bygning langs Ruten, Skolesiden og Midtfløjene. Prisen for plejeboligerne er beregnet til 241 mio. kr. Hertil kommer udgifter til opførelse af servicearealer, omkring 80 mio. kr. Hvis politikrene siger ja til projektet, betyder det blandt andet, at Københavns Kommune skal stille garanti for lån på ca. 256 mio. kr.

Plejehjemmet på Ruten skal efter planen opføres af Samvirkende Boligselskaber ved KAB, og projektet indgår i Udviklingsplanen for Tingbjerg/Utterslevhuse, som Borgerrepræsentationen vedtog i juni i år. Udover at sikre den nødvendige plejeboligkapacitet, vil gennemførelse af projektet betyde en reduktion i den procentvise andel af almene familieboliger i Tingbjerg – hvilket er et lovkrav.

Fire boligtyper
Forslaget har været i høring hos både Ældrerådet og Brønshøj-Husum Lokaludvalg, og begge steder er der opbakning til gennemførelsen. Lokaludvalget understreger dog, at plejehjemmets placering i et udsat boligområde stiller særlige krav til åbenhed og kommunikation overfor omverdenen samt til ledelsen.

Den endelige beslutning tages af Borgerrepræsentationen, og går det som forventet, skønnes det, at byggeriet kan stå færdigt i efteråret 2022.
Der er lagt op til, at plejecenterets arkitektur skal hente inspiration fra kvaliteterne i den eksisterende bebyggelse i Tingbjerg og facaden skal beklædes med gule tegl. De offentlige funktioner vil blive placeret ud mod Ruten og bidrage til det fremtidige byliv.

Der planlægges etableret fire boligtyper, som alle har to vinduer og en fransk altan, hvor de fleste vil være på 46,5 kvadratmeter med stue, soveværelse og bad. Endvidere etableres en fælles hævet taghave, en tagterrasse på 4. etage og fælles altaner fra fællesopholdsarealerne.

I dele af stueetagen vil der blive etableret butikslokaler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top