Annonce


UEFA på besøg i Tingbjerg Idrætspark
UEFA-i-Tingbjerg-Idrætspark.jpg
UEFA’s repræsentanter måler op i Tingbjerg Idrætspark. Foto: Henrik Hvillum
Til sommer spilles der tre EM-kampe på dansk grund, og som beskrevet i Brønshøj-Husum Avis for tre uger siden, så kommer et af de deltagende hold til at træne i Tingbjerg Idrætspark, som opvarmning til en af kampene i Telia Parken

Der er mange forberedelser, der skal gøres, inden det gæstende hold kan rykke ind i Tingbjerg Idrætspark, og onsdag i sidste uge havde team service coordinator Nanna Vildershøj Jensen besøg af to repræsentanter fra UEFA, som sammen med en række lokale politirepræsentanter og DBU’s egen transport- og sikkerhedsrepræsentant gennemgik alle faciliteter omkring stadion.

– De måler op og regner ud, hvor meget hegn, der skal bruges, så området kan lukkes af, så der ikke kommer nogen ind og forstyrrer træningen. Vi skal også beregne, hvor meget plads der skal bruges til branding, altså af UEFA’s sponsorer og ”Euro 2020”-udsmykning, fortæller Nanna Vildershøj Jensen.

Som beskrevet i Brønshøj-Husum Avis tidligere, har hun allerede på forhånd lavet en opgørelse over, hvilke afspærringer, der skulle sættes op, og hvor meget branding, der skal være under begivenheden. Den blev efterfølgende sendt til UEFA’s repræsentanter, som herefter tog til København for at godkende iagttagelserne.

– UEFA skal ikke genopfinde den dybe tallerken, så det har været en stor hjælp for dem, at jeg på forhånd havde lavet planen for indhegning og branding, så de bare skal komme herud og godkende det og tage de præcise mål af banderne. Så jeg har sparet dem for rigtig mange timers arbejde, slutter Nanna Vildershøj Jensen.

EM i fodbold spilles fra d. 12.juni til 12.juli næste år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top