Annonce



Et sekel svandt (1:4)
Gadelandet-02-45-19.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Et halvt nedrevet posthus i Gadelandet får Kaare Vissng til at se tilbage på udviklingen i bydelen. Foto: Kaj Bonne
Det er ikke ualmindeligt, at et initiativ bliver sat i gang af et chok

Et sådant gav forsiden af Brønshøj-Husum Avis mig den 12. november med billedet af det forgangne omdelingscenter i Gadelandet 20 – halvt nedrevet og dermed det brutale symbol på et Post Nord i krise.
Chokket sendte mig på lokalhistorisk flugt godt hundrede år tilbage i tiden og dermed til en mere bevidst indsigt i vidt forskellige udviklingsforløb i tre områder af Brønshøj-Husum som følge af de da to landsbyers indlemmelse i København den 1. januar 1901 – og dermed transformation til ydre bydele i den hungrige hovedstad.
Det er der kommet en lille serie i fire dele ud af – med den pointe, at området omkring den oprindelige Brønshøj Landsby i de første to årtier af det 20 århundrede forvandledes fra tyndt befolket bondeland til moderne bydel med et stadigt stigende befolkningstal.
Meget naturligt skete den tilsvarende udvikling først en snes år senere omkring Husum Landsby, der jo lå længere væk fra indre København.
Forskellene fremgår eksempelvis tydeligt af årstallene for oprettelsen af skoler og sporvognenes endestationer med mere i Brønshøj versus Husum. Da så den mere bymæssige udvikling endelig kom til Husum, skete den på vidt forskellig vis syd og nord for Frederikssundsvej. I de næste tre artikler vil jeg komme nærmere ind på den tidligste udvikling i de tre bydele og på, hvad denne betyder for os i dag.
Dermed bliver artikelserien et opgør med den gode, gamle og muntre talemåde: ”Om hundred år er alting glemt”. Denne stammer fra en vise (1809) af Carl Søeborg.
Sangens melodi er kendt af mange danskere, men dens komponist er ukendt. Seriens titel, ”Et sekel svandt”, er også en kendt talemåde, lidt ældre, idet den stammer fra Adam Oehlenschlägers epokegørende digt ”Guldhornene”, 1802, hvori det dog midtvejs hedder ”Et Sekel svinder”, idet digteren bruger historisk nutid.
Historikerens Dilemma: Som historiker bør man lade de primære kilder danne grundlag for sit arbejde. Men da dette er enormt tidskrævende, og man gerne vil have noget fra hånden, benytter man sig gerne af visse genveje, som man med en omskrivning af den første linje i Guldhornene kan kalde ”De higer og googler”. Man skal dog være meget varsom med det sidste. Således kalder siden ”FestABC.dk” den nævnte Søeborg for Søtoft og videre, at hans sang er en skillingsvise fra 1860.
Han har ”næppe” skrevet den otte år efter sin død, og den er ret sikkert heller ikke udkommet så sent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top