Annonce


Forsvarsfokus gav ny IF Stadion-sejr
Rødovre-vs-IF-Stadion.jpg
Det gode forsvarsspil var stærkt medvirkende til IF Stadions sejr over Rødovre. Her symboliseret ved Michael Bo (nr.15) og Kasper Møller (nr.4). Foto: Allan Juhl Jensen
Det blev en perfekt start på 2020 for IF Stadions spillere i håndboldens 2.division, da man udbyggede sejrsstimen til nu syv kampe efter en sikker gevinst på 30-23 ude over Rødovre

Det var primært et fortrinligt forsvarsarbejde, som banede vejen for sejren, som blev grundlagt på en nærmest perfekt første halvleg. Efter en raketstart og en tidlig 10-2 føring, kunne de gulblusede Stadion-spillere gå til pausen med 18-9.

Efter sidebyttet gik der lidt ”1.januar i den”, som cheftræner Thomas Schou udtrykte det efterfølgende. Kort sagt blev det lidt rodet og uskønt mod slutningen, men sejren var aldrig reelt i fare, hvilket slutcifrene også antyder.

– Vi skulle ramme dem hårdt defensivt og løbe hen over dem, og det lykkedes til fulde, især i første halvleg. Og så er det altid rart at vinde i Rødovre, hvor man ellers godt kan slå sig, jublede Thomas Schou efter kampen.

Vellykket debut til ny stregspiller
Kampen mod Rødovre varj jo den første i 2020, og det var samtidig debutkamp for stregspilleren Thomas Lundgreen, som tidligere har spillet i 1.division for både Ølstykke og HIK, hvor han var topscorer. Jobbet hos Microsoft har dog betydet, at han ikke har spillet tophåndbold i et års tid, men det var nu ikke til at se i kampen mod Rødovre.

– Vores normale stregspiller Michael Bo gør det helt fantastisk, men pga. sin alder kæmper han lidt med problemer med knæ og albuer, mens vores anden stregspiller er ude med en skulderskade, så det er et godt sted at få sat en kile i. Samtidig er jeg som træner glad for, at der er konkurrence om pladserne. Det højner niveauet, siger Thomas Schou.

I den kommende weekend har IF Stadion fået sin kamp mod Furesø udsat, således at næste opgave først er d. 19/1 mod bundholdet Dalby G&IF, hvor Thomas Schou regner med at spare et par spillere. De stiller i stedet op for IF Stadions andethold, som spiller umiddelbart efter førsteholdets kamp.

Med sejren over Rødovre er Husum-klubben stadig nr.2 i rækken efter nu 12 kampe, ét point efter SUS Nyborg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top