Annonce
Lokal håndværkerlærling skal til DM
Joakim Jakobsen fra Brønshøj er med i møbelsnedkerkonkurrencen ved danmarksmesterskaberne for håndværkerelever

Hvem er den bedste tømrer? Hvem klipper bedst? Hvem er bedst med murstene? Snart findes svarene, når det går løs til DM i Skills 2020. Her skal de dygtigste erhvervsskoleelever fra hele landet kæmpe om, hvem der er bedst inden for sit fag.

I år bliver konkurrencen med lokal deltagelse. 19-årige Joakim Jakobsen fra Brønshøj er nemlig en af de elever, der skal i ilden.

Til daglig går han på møbelsnedkeruddannelsen på NEXT Uddannelse København, og det er også inden for møbelsnedkerfaget, at han skal kæmpe mod elever fra hele landet.

– Jeg vil gerne vinde. Jeg tror, min mester (hvor han er i lære, red.) vil blive glad, og så vil det være fedt at kunne sige, at man er danmarksmester, siger Joakim Jakobsen, der som en del af møbelsnedkeruddannelsen er i lære i virksomheden Malte Gormsen.

Tid til revanche
Den dygtige møbelsnedker var også med til DM for to år siden. Der var han lige startet på uddannelsen og til DM fik han savet nogle ting i forkerte mål, hvilket kostede en del point. Nu har han mere erfaring, og det håber Joakim Jakobsen at lukrere på.

– Jeg er i det hele taget blevet dygtigere til mit fag, jeg har også fået mere træning og fået prøvet nogle forskellige teknikker af, siger han.
Joakim Jakobsens evner kommer på prøve i denne uge, hvor DM i Skills afvikles. I år sker det i Bella Centret.

Joakim Jakobsen – ny danmarksmester?
Foto: presse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top