Annonce
Liva synger om klimaet ved mgp
DRLiva.jpg
Liva fra Brønshøj deltager i MGP i Royal Arena. Foto: DR/presse
Liva på 13 år fra Brønshøj er blandt de 8 deltagere ved dette års MGP med klimasangen Ingen plan b

Liva har lige som mange andre børn drømt om at deltage i børnenes Melodi Grand Prix – MGP – og nu er det lykkes.
Hun er med i MGP og skal optræde med sangen Ingen plan b på lørdag den 29. februar fra scenen i
Royal Arena. Showet kan også ses live i tv.

Øver
Det er ikke første gang, at Liva skriver en sang eller skal optræde.
Sidste år lavede hun også en sang i samarbejde med sin moster, men den blev aldrig sendt ind. Da Liva så på sangen igen, følte hun, at det ikke rigtigt var det hun brændte for længere, og at det hellere skulle være en sang som handlede om klima.

Ilden brændte i hende, efter at hun havde været til klimamarch og havde lavet skiltet med teksten “Pas godt på vores jord – jeg skal bruge den, når jeg bliver stor”.
Nu er det på lørdag, at Liva skal optræde med sin sang Ingen plan b, og hun er spændt men også lidt nervøs.

– Vi øver med bandet og der er nogle ting, som jeg skal gøre på scenen. Gå rundt og sådan noget, men vi ved ikke hvor stor scenen er, og hvor meget plads der er, så det er spændende, fortæller hun over en kop varm kakao på en café i Brønshøj.

Klima
Klima fylder meget for mange børn, og der er nogle børn som er bange for om verdenen rent faktisk forsvinder, så der ikke er en jord mere.
Det er et dilemma som DR har vendt og Liva har også snakket med folkene bag programmet om det i forbindelse med at hendes sang blev valgt.

– Men min sang handler om alle de ting som man godt selv kan gøre. Jeg håber der er masser af børn, som lærer at synge den og så lytter til hvad sangen fortæller, siger hun og viser den halskæde frem som hun har lavet til bassisten i bandet.

Et af Livas kendetegn er nemlig de hjemmelavede smykker lavet af genbrugsmaterialer.

– Jeg har nogle øreringe som er lavet af dåseringe (den ring som man holder i, når en dåse åbnes, red.) og dem er der mange som synes er fede. Jeg køber også tøj i genbrugsbutikker sammen med mine veninder. På den måde kan man godt gøre noget selv, siger hun.

Skole og mgp
Det er godt et halvt år siden at Liva fik besked om, at hun skulle være med i MGP.

– Det var nok en af de vildeste oplevelser at få at vide, at jeg var med. Men vi var også i Aarhus på DR en dag og så alt hvad der skal til, med scenen, tøj og sminke og det hele. Det var også en lang dag, fortæller hun.

Og der ryger også lidt undervisningstimer ind i mellem, men bandet øver først fra kl. 15 eller 16, så der er tid til at passe skolen også.
– Selvom min fransklærer siger, at hun glæder sig til MGP er slut, så jeg kan koncentrere mig igen. Hun siger for sjov, at hun ikke håber, at jeg vinder, for så er det jo ikke helt slut endnu.

Efter MGP er der nemlig optrædener for alle deltagere rundt om i landet, og dem som ender i top 3 har ekstra mange shows. Men om det er Liva, der skal fortsætte i MGP-sporet lidt endnu, ved vi først efter på lørdag.

2 kommentarer om “Liva synger om klimaet ved mgp”

  1. Jens Bladt siger:

    Tillykke med sejren, Liva. Den var fuldt fortjent. Super god musik, super god tekst, flot optræden.

  2. Gustav siger:

    Hvad er hendes fulde navn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top