Annonce
Nu åbner Københavns Museum
koebenhavns_museum2_0.jpg
Københavns Museum - nu i Stormgade 18. Foto: Foto: Københavns Museum
H.M. Dronningen deltager den 7. februar i åbningen af Københavns Museum i Stormgade 18, og fra dagen efter er der åbent hver dag kl. 9-18

– Københavnerne kan glæde sig. For med flytningen af Københavns Museum til nye rammer i Stormgade er der lagt op til, at museet kan huse nye, spændende udstillinger og aktiviteter. Det nye museum vil fortsat dykke ned i mange kroge af Københavns historie, men nu i en mere centralt beliggende fredet bygning og med interaktive faciliteter, der gør det endnu sjovere at gå på opdagelse i museet, siger overborgmester Frank Jensen, der også deltager i åbningen.

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde glæder sig også til at byde københavnerne indenfor:
– Som besøgende kommer man helt tæt på københavnernes liv både før og nu i den helt nye og spændende udstilling i Københavns Museum. Jeg håber, at alle københavnere og byens gæster vil gå på opdagelse i det nye museum, der både kan gøre os klogere, inspirere os og være et sted at mødes over en kop kaffe, siger hun.

Med rødder i oldtiden
Et besøg på Københavns Museum er som en vandring gennem byen og historien fra de første spor af mennesker frem til i dag. Udstillingen er bygget op over 14 nedslag i byen: kendte pladser og markante bygninger med betydning for byens historie.

Der bliver mulighed for at komme tæt på fortidens københavnere. Hvem var fortidens københavnere, og hvordan levede de? For hvert nedslag i byen har museet udvalgt de mest spændende arkæologiske fund og historiske genstande, som afspejler livet i København – også fra før København blev København.

Der er også opbygget en ny stor, interaktiv model af byen med panorama, og en række interaktive installationer, lyde, stemmer og film bringer museumsgæsten tæt på historien. Københavns Museum åbner i det tidligere Overformynderis arkitektoniske perle, hvor bygningen er blevet sat i stand, så sale og rum fremstår som i 1894. Museet rummer 1000 års københavnerhistorie – og endnu flere års historie fra før København blev København.

FAKTA
Københavns Museum blev grundlagt i 1901, oprindeligt med udstilling på Københavns Rådhus. I 2014 blev det besluttet, at Københavns Museum skulle flytte fra Vesterbrogade til Stormgade tættere på centrum. Den nye udstilling er på ca. 1200 m2.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top