Annonce



Tæt på landets bedste række
Carsten-Egeholt.jpg
Carsten Egeholt i en serv med højt opkast. Foto: Privat
Brønshøj Bordtennis og Københavns BTK’s fælles førstehold åbnede med en sejr og et nederlag i oprykningsspillet til Bordtennisligaen for herrer

I en ny turneringsform tog Brønshøj/København i Grøndal Multicenter hul i januar hul på oprykningsspillet til herrernes Bordtennisliga. Seks hold kæmper de næste måneder om to pladser i landets fornemste række – i alt 10 kampe, da holdene mødes to gange. Det skriver BTK’s Lars Eckeroth til Brønshøj-Husum Avis.

Brønshøj/København lagde ud mod Næstved Bordtennis’ andethold, som består af stærke reserver til klubbens hold i Bordtennisligaen. Det blev en yderst spændende affære. Fem sejre skal vindes, og hvis det slutter 4-4, skal kampen afgøres i et såkaldt ”Golden Set”, hvorefter et hold får to point og et hold ét point.

Ved stillingen 3-3 havde Næstveds stærke kineser Zhu Haixiao vundet begge sine kampe. I holdkampen, der afvikles på to borde, var de fremmødte tilskuere vidne til to neglebiddene opgør, da begge kampe måtte ud i et femte- og afgørende sæt, inden ungdomslandsholdsspiller Andreas Dilling besejrede Brønshøj/Københavns Carsten Egeholt næsten samtidigt som Næstved-spiller Patrick Stobberup besejrede Emil Lynge Sørensen fra Brønshøj/København. Altså 3-5 og ingen Golden Set-afgørelse.

Spænding til det sidste
Også i lørdagens anden kamp var der spænding til det sidste. Det lykkedes her Brønshøj/København at vende 1-3 til en sejr på 5-3 mod de danske holdmestre fra Roskilde Bordtennis andethold. Klubbens træner Kim Nylander fra Sverige gik forrest ved at vinde begge sine singler, mens Carsten Egeholt, Emil Friis-Hansen og Emil Lynge Sørensen hver vandt en kamp.

Da både Næstved og Roskilde allerede har et hold i bedste række og derfor ikke kan rykke op, betyder lørdagens resultater, at Brønshøj/København fik et godt udgangspunkt i oprykningskampen, som reelt står mellem Dragør, Silkeborg, Viby og Brønshøj/København.
HH

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top