Annonce



Uge Sex om den uperfekte krop
Uge-sex.jpg
Ca. to ud af fem 11-årige piger og knapt hver anden 15-årige pige føler sig for tyk. Kilde: Skolebørnsundersøgelsen 2018. Statens Institut for Folkesundhed. Foto: Sex & Samfund
I denne uge ringer det ind til årets Uge Sex med temaet Den Perfekt Uperfekte Krop på skoleskemaet – og Sex & Samfund inviterer forældre til at være med til at snakke om kropsidealer med deres børn

– I år sætter vi fokus på børn og unges forhold til kroppen, fordi vi ved, at rigtigt mange børn og unge føler, at deres krop ser forkert ud, eller at de skal leve op til de perfekte kroppe, de ser i reklamer eller på sociale medier. Og jo mere vi taler om kropsidealer og forskellige kropstyper, jo bedre ruster vi børn og unge til at forstå, at deres egen og andres kroppe er gode nok, præcis som de er, siger Lene Stavngaard, national chef i Sex & Samfund om årets Uge Sex-tema Den Perfekt Uperfekte Krop.

Sex & Samfunds undervisningskampagne Uge Sex henvender sig til elever i 0.-10. klasse over hele landet, og over halvdelen af danske skoleelever og mere end 11.000 undervisere over hele landet deltager i årets Uge Sex. I Region Hovedstaden deltager knapt 150.000 elever i årets Uge Sex.

– Et vigtigt sted at starte snakken om kropstyper, kropsidealer og kroppens udvikling er i seksualundervisningen fra de helt små klasser – og den snak skal fortsætte op igennem ungdomsuddannelserne, men forældrene har også ansvaret for at starte snakken om kroppen med deres børn og unge, siger Lene Stavngaard.

Forældre bekymrer sig for børns kropsopfattelse
En ny undersøgelse, som Voxmeter har foretaget for Sex & Samfund, viser, at halvdelen af danske forældre er bekymrede for, at deres barn er utilfreds med sin krop. Og hver fjerde forælder frygter, at deres barn bliver mobbet med sin krop. Samtidig mener 70 % af forældrene, at deres eget forhold til kroppen påvirker deres barns kropsopfattelse:

– Tallene viser, at vi som forældre er bekymrede for det øgede kropsfokus i samfundet, og vi synes, det er vigtigt at snakke med vores børn om de kropsidealer, de møder på YouTube, Instagram og i reklamer. Men de kropsidealer er vi forældre jo også selv påvirkede af. Mange voksne er desværre også utilfredse med deres kroppe, på evig slankekur eller taler måske ikke pænt om deres egne kroppe, og det er klart, at hvis man snakker meget kritisk om kroppen derhjemme, kan det jo påvirke børns kropsopfattelse negativt, siger Lene Stavngaard.

Hun opfordrer alle københavnerforældre til under Uge Sex at være med i Forældredysten, hvor man som forælder kan klæde sig selv på til at starte snakken om kroppen med sine børn.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil siger om årets Uge Sex:
– Hver gang børn og unge er på sociale medier, ser de billeder hvor enhver antydning af appelsinhud eller skæve fortænder er filtreret eller redigeret væk. Det kan være med til at give os alle i al almindelighed og børn og unge i særdeleshed et helt forkert billede af, hvordan mennesker egentlig ser ud. Derfor er det vigtigt, at Uge Sex i år sætter fokus på unges syn på deres egen krop og på, at man ikke behøver se ud på en bestemt måde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top