Annonce



Vi ønsker ikke at skabe utryghed
Finn Rudaizky kritiserede i sidste uges udgave af Brønshøj-Husum Avis, at nogle af Socialforvaltningens spareforslag er gjort fortrolige

Af Mia Nyegaard, socialborgmester i København

Finn Rudaizky kritiserede i sidste uges udgave af Brønshøj-Husum Avis, at nogle af Socialforvaltningens spareforslag er gjort fortrolige. Finn Rudaizky skriver også, at han har spurgt til et konkret forslag og fået at vide, at det var fortroligt. Han mener dermed, at Socialforvaltninger lukker af for en offentlig debat om prioriteringerne på socialområdet.

Finn Rudaizky er en dygtig og garvet politiker med mange års erfaring og ved derfor godt, hvorfor nogle af de spareforslag, som forvaltningens embedsmænd udarbejder til socialudvalget, er fortrolige. Begrundelsen er, at nogle af forslagene kan handle om fx at lukke eller flytte et bosted. Her er nøgleordet dog forslag. For selvom et forslag står på listen, så er det ikke det samme som, at det er der, socialudvalget bliver enige i, at der skal spares.

Så for ikke at skabe utryghed er nogle af forslagene fortrolige, indtil udvalget har besluttet, om det overhovedet er noget, der skal arbejdes videre med. Sådan har processen i udvalget været i en del år, og hvert år evaluerer vi i udvalget, om det er den rigtige måde at gøre det på. Dog er langt de fleste forslag slet ikke fortrolige, heller ikke i den indledende proces.

Fx har det forslag, som omtales, aldrig været fortroligt, men hele tiden ligget tilgængeligt på kommunens hjemmeside.

Jeg er helt grundlæggende enig med Finn Rudaizkys ønske om åbenhed. Dog er der en balance mellem åbenhed og det at skabe unødig frygt for de enkelte tilbud. Det er den balance, forvaltningen prøver at ramme ved, at enkelte forslag er fortrolige, mens resten er offentlig tilgængelige og bliver diskuteret mellem udvalget, de forskellige brugerråd og medarbejdere, inden udvalget med et tungt hjerte beslutter, hvilke besparelser vi foretager.

For at undgå flere hårde besparelser kæmper jeg også med næb og klør for flere penge til socialområdet. Her har ingen for meget, men alle har for lidt.

Jeg ved, at Finn Rudaizky altid har kæmpet de udsattes sag, for jeg har selv siddet i socialudvalget med ham. Derfor glæder jeg mig til, at Finn Rudaizky bruger sit nye spidskandidatur og sin politiske energi på at kæmpe videre med mig. For i den kamp er vi helt enige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top