Annonce
Bydelen i Befrielsesdagene (2:3) – 5. maj 1945
DOC150520-15052020114211.jpg
I dagene efter befrielsen blev Brønshøj Gl. Skole som opsamlingssted for tilfangetagne ”tysker-medløbere. Foto: ”Langs Frederikssundsvej under Besættelsen...”, Lars Cramer-Petersen
Ganske vist var budskabet om Danmarks befrielse kommet til offentlighedens kendskab den 4. maj kl. 20.36, men det var først næste dags morgen, lørdag den 5. maj kl. 8.00, at tyskernes kapitulation trådte i kraft. Det blev naturligvis en dag, som bød på en fortsat glædesrus landet over samt på spænding om, hvorledes landets regering kom til at se ud.

Hans Hedtoft, Brønshøj
Ganske vist var budskabet om Danmarks befrielse kommet til offentlighedens kendskab den 4. maj kl. 20.36, men det var først næste dags morgen, lørdag den 5. maj kl. 8.00, at tyskernes kapitulation trådte i kraft. Det blev naturligvis en dag, som bød på en fortsat glædesrus landet over samt på spænding om, hvorledes landets regering kom til at se ud.

Straks efter, at denne var taget i ed hos kongen, bredte der sig en enorm skuffelse, ja endda i vide kredse en voldsom vrede – først og fremmest over at socialdemokraten Vilhelm Buhl var blevet statsminister i den såkaldte Frihedsregering. Det var ham, der i sin egenskab af statsminister (maj-november 1942) i en radiotale den 2. september havde opfordret lytterne til at angive sabotører.

Og selv om han efter Den københavnske Folkestrejke i sommeren 1944 havde revancheret sig og nu stod som den store samlende politiker, så blev hans udnævnelse en bitter pille at sluge for mange medlemmer af modstandsbevægelsen, ikke mindst for Spanien-Hans, Spræng-Smith og andre, der havde lidt i de tyske fangelejre. De to nævnte gav i artikler og interviews helt frem til deres død udtryk for deres forbitrelse.

Og dertil kommer, at hovedvægten af historikere helt frem til i dag giver udtryk for deres undren. Derimod er jeg i de mange beretninger, jeg har læst, ikke stødt på, hvem man kunne have tænkt sig på posten som statsminister i stedet for Buhl. Svaret turde ellers være soleklart: Hans Hedtoft!

Hans Hedtoft (1903-1955), som boede i en villa på Fuglsangs Allé 63 i Brønshøj, kunne have lagt disse tre tunge lodder i vægtskålen: 1) Han havde i 1939 erstattet Thorvald Stauning som formand for socialdemokratiet, da Stauning ønskede at ”nøjes” med at være statsminister. Dermed havde Stauning reelt peget på Hedtoft som sin ”kronprins. 2) Hedtoft udviste i april 1940 til februar 1941 en så ”tyskfjendtlig virksomhed” over for besættelsesmagten, at denne tvang ham væk fra den nævnte formandspost. 3) Frem mod befrielsen udbyggede Hedtoft derefter sine nære kontakter til modstandsbevægelsen.

Hans Hedtoft kunne af disse grunde have slået i bordet for at blive statsminister i maj 1945. At han ikke gjorde det kan dels skyldes manglende magtbegær – noget for en politiker ganske usædvanligt – dels at han bare 42 år gammel godt vidste, at hans tid kom. Hedtoft nøjedes foreløbigt med virket som arbejds- og socialminister, og først den 13. november 1947 fik Brønshøj(!) sin første statsminister – frem til sin alt for tidlige død i 1955 bestred han denne post tre gange.

Gerda, Lilian og Jytte
Men hvordan gik det med vore tre unge piger fra den 4. maj? Den 19-årige Gerda Bekker vågnede om morgenen den 5. maj med et par modstridende følelser, ”jublende glad” over sit lands frihed, men også bekymret af uvished om sin ”store kærlighed”, den 20-årige Jørgen Iserhorsts skæbne. Smerten lettede dog, da hun senere på dagen hørte, at han havde det godt, og hendes bog, ”Jeg hader støvletramp – en ung piges dagbog 1940-45”, slutter med, at han ”sammen med andre militære ventegrupper ligger på Ørstedværket. Det siges, at de skal passe på, at tyskerne ikke sprænger værket i luften, inden de forlader det.”

I sin bog ”Brønshøjbarn under Besættelsen”, 2010, erindrer Lilian Høybye om den 5. maj 1945, hvor hun var 8 år, at kirkeklokkerne ”kimede og bimlede hele dagen”, og at kong Christian X’s holdt en gribende tale i radioen. Hendes erindring om ”5. maj” drejer sig mest om en hyldest til kongen, men hun slutter dog med den mere private betragtning, at hendes far allerede da lod ”Martinussens akuthotel” lukke. Der var ikke længere behov for et sted at huse mennesker på flugt fra det tyske rædselsregime!

Nogen videre fred fulgte dog ikke i de fodspor, som landets frihed satte. Den tyske hær i Danmark havde fået ordre på kun at overgive sig til englænderne, altså hverken til frihedskæmperne eller Den danske Brigade, der ankom til landet fra Sverige. Og adskillige af tyskernes danske håndlangere, Schalburgfolk og Hipoer, overgav sig mange steder ikke uden skudvekslinger. Derfor blev den 5. maj med snesevis af dræbte og sårede langt mere blodig end en gennemsnitsdag under selve Besættelsen. Hvad ville de følgende dage mon byde på? Og hvad var der blevet af Jytte Zabels far, som tyskerne havde anbragt i KZ-lejren Stutthof?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top