Annonce



Københavns Kommune bevarer og renoverer Rønnebo
Bostedet Rønnebo i Bystævneparken skal alligevel ikke flytte til Ryparken. I stedet renoveres bostedet, så beboerne får mere moderne rammer

I forbindelse med budget 2020 blev det besluttet at flytte Rønnebo, der er et botilbud til borgere med psykiske lidelser fra Bystævneparken til Ryparken. Men med overførselssagen, som netop er vedtaget på Københavns Rådhus, har Københavns Kommune ændret planer og afsætter i stedet 73,9 mio. kr. til at renovere Rønnebo i Bystævneparken. Dermed kan bostedets beboere se frem til at blive boende.

I stedet flytter Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) ind i de tomme bygninger i Ryparken, der var tiltænkt Rønnebo og giver plads til flere private boliger i Rønnebo. Dermed tages endnu et skridt henimod at give Bystævneparken et markant løft med flere private boliger og bedre sammenhæng til resten af København.

– Jeg er rigtig glad for, at vi nu har fundet løsning for botilbuddet Rønnebo, så beboerne kan blive boende i deres vante omgivelser. Samtidig får vi med aftalen sat skub i forvandlingen af Bystævneparken fra et område med mange institutioner til et mere blandet og åbent kvarter med flere boliger, siger overborgmester Frank Jensen.

Det er blandt andet de tekniske installationer og vand- og varmesystemet, der skal renoveres på Rønnebo. Derudover vil Københavns Kommune med aftalen have undersøgt, hvad det vil koste at få renoveret badeværelserne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top