Annonce
Lokal restaurant samlede folk i egne køkkener
Køen-til-afhentning-af-mad-og-opskrifter_foto-Restaurant-Virketrang.jpg
Køen til afhentning af mad og opskrifter. Foto: Virketrang
Restaurant Virketrang måtte pga. corona re-tænke deres ellers populære fællesspisninger i den grønne byhave i midten af Tingbjerg. Det nye koncept har mødt stor opbakning

I 33 køkkener var familier i sidste uge i sving med at lave den samme 3-rettersmenu på samme tid med hjælp fra videoer og opskrifter og grøntsager fra Svanholm Gods. Hjemmerestauranterne dystede om at lave de flotteste anretninger og om gavekort til Lidl på 500 kr.

Menuen var sat sammen af Højskole uden Mure, Hotel- & 4Restaurant skolen og kvinderne fra café Mors Varme Hænder i Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus.

Fællesspisning hver for sig
Hver familie kom onsdag eftermiddag for at afhente deres poser med råvarer og om aftenen begyndte billeder at blive lagt op på Facebook af de forskellige færdige retter. ”Der er en rar følelse af fællesskab, når man ved at en masse andre familier, står og laver præcis de samme retter og at vi alle sammen skal have det samme måltid på samme tid”, fortæller Mads Forsby fra Brønshøj.

Kia Øyås, som for nyligt er flyttet til Uttershuse, kom med sin familie for at hente sin forudbestilte mulepose med mad. ”Det er så fedt. Jeg har ikke prøvet maden endnu, men jeg synes, der bør være flere af den her type fede arrangementer. Mad giver fællesskab på tværs af nationaliteter og vi glæder os rigtig meget til at vi kan komme herned til fællesspisning, når man må det igen og møde folk, som bor her i området”, fortæller Kia Øyås. Restaurant Virketrang vil så snart det er muligt igen byde på fællesspisning i haven, hvor der ved sidste fællesspisning var 50 gæster.

En treenighed
Restaurant Virketrang er halv restaurant, halv kursussted og halv fællesspisning. Konceptet er skabt i et samarbejde mellem Hotel & Restaurantskolen, Den boligsociale helhedsplan Tingbjerg og Utterslevhuse, Svanholm Gods og Steno Diabetes. Jonn Vinter Martinsen, kok og projektleder fra Hotel & Restaurantskolen er enzymet der får det til at hænge sammen.

”Jo mere jeg er herude, går det op for mig, at Tingbjerg smager utrolig godt. Folk laver fx deres egne oste og alt muligt lækkert mad fra forskellige dele af verden. Vores drøm for restaurant Virketrang og haven er at få madglæden endnu mere frem og at det tager om sig, at mange vil være med og folk kommer med nye ideer, vi vil ikke være rammesættende for det hele, men vi gør det til at starte med, så kan beboerne tage over”, fortæller Jonn Vinter Martinsen, mens han deler madsække ud til dem der har bestilt.

Hjemme i køkkenet hos Mads Forsby, var det børnene der ved hjælp af video-opskriften stod for desserten.
Foto: Line Falk Tranberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top