Annonce
Sommer i sognehuset
Med nye muligheder for at mødes

Brønshøj Kirke tager torsdag den 25. juni hul på en ny række møder hen over sommeren. Det bliver fem torsdag eftermiddage, som vil byde på musik og fortællinger i sognehuset ved Brønshøj Torv. Møderne har fællestitlen “Sommer i Sognehuset” og finder sted hver anden torsdag eftermiddag fra kl. 14-16.

– Vi synes, det er vigtigt at give folk lejlighed til at mødes igen, selvfølgelig med alle de nye sikkerhedsregler, der skal overholdes, fortæller den ene af kirkens to organister, Bente Kiil Toftegaard.

– Mange af de sædvanlige aktiviteter starter først for alvor igen efter sommer, men det er længe at vente på et godt samvær, når man allerede har været adskilt fra hinanden i snart flere måneder, tilføjer hun.

Menighedsrådet bakker stærkt op om det nye tilbud, fortæller næstformand Kirsten Lund Larsen: – Vi vil gerne, at mulighederne i vores nye sognehus bliver udnyttet igen så hurtigt som muligt. Synge fællessang kan vi desværre ikke endnu, for det kræver så stor afstand, at det går ud over hyggen, synes vi, og vi vil heller ikke risikere noget i forhold til evt. smittespredning. Men til gengæld kan vi med begge vores organister bag arrangementerne være sikre på, at der kommer til at indgå dejlig musik, både rytmisk og klassisk. Med hensyn til sikkerhed overholder vi alle retningslinjer, og rummet er så stort, at der gerne må være 50 deltagere til et arrangement, siger Kirsten Lund Larsen.

Der er gratis adgang til alle arrangementerne. To af kirkens præster vil være vært ved nogle af møderne. Det bliver sognepræst og hospitalspræst Iben Palle Hansen og Lisa Joshi, som pt. er vikar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top