Annonce



Virtuelt Helteløb i Brønshøj
Det-Virtuelle-Helteløb-.jpg
Der er mulighed for at løbe som en ægte superhelt til Det Virtuelle Helteløb i Brønshøj. Foto: Børneulykkesfonden
Legeheltene afholder Det Virtuelle Helteløb i weekenden den 13.-14. juni. Her fyldes Danmarks gader og stræder med løbeglade superhelte, som løber sammen - hver for sig

Det er fuld fart frem og godt humør, når Danmarks små og store superhelte løber afsted til Det Virtuelle Helteløb i Brønshøj i næste weekend. Det Virtuelle Helteløb er et familieløb, hvor det ikke handler om at nå først i mål, men derimod om at have det sjovt under løbet, imens man gør en forskel for indlagte børn i Danmark.

Man kan vælge at spurte, gå, hinke eller hoppe sig gennem ruten. Til Det Virtuelle Helteløb er der plads til alle, og man vælger derfor selv den rute, som passer bedst. Om det er 1 km, 3 km, 5 km eller 10 km, og om man vil løbe på vejen, på stranden eller i skoven er helt op til jer. Til Det Virtuelle Helteløb bliver alle deltagere forvandlet til superhelte med heltemasker og heltekapper i enten blå, grøn, orange, pink eller gul farve. Inden løbet er der virtuel opvarmning med Legeheltene, så alle er varme og helt klar, når ruten skal tilbagelægges. Alle helteløbere vil desuden få tilsendt et startnummer samt heltekappe og maske – og et diplom.

– Det Virtuelle Helteløb skal være en sjov og aktiv oplevelse for børnene og deres forældre, hvor de får lov til at boltre sig og give den gas som superhelte i en tid, hvor mange aktiviteter er aflyst grundet coronasituationen. Det Virtuelle Helteløb er et alternativ til de Helteløb, Børneulykkesfonden normalt afholder hen over foråret og sommeren, men som vi desværre også har været nødt til at aflyse. Med Det Virtuelle Helteløb har vi dog stadig muligheden for at skabe et fællesskab, hvor folk løber sammen men hver for sig, og det er vi utrolig glade for, udtaler Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Løb til fordel for indlagte børn
Prisen for at deltage i Det Virtuelle Helteløb er 100 kr. pr. deltager, som går til Børneulykkesfondens initiativ Legeheltene. Legeheltene arbejder for at skabe mere aktiv leg og bevægelse for de ca. 60.000 børn mellem 0-14 år, der hvert år indlægges i Danmark. Løbet støttes af APOVIT®, Bodenhoff og REMA 1000.

Formålet med løbet er både at inspirere familierne til at komme op af sofaen og komme ud og være aktiv, og samtidig skal løbet sætte fokus på Legeheltenes arbejde rundt om på de danske hospitaler.

Tilmelding og yderligere oplysninger på http://www.helteløbet.dk/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top