Annonce
Daniel og andre datider – erindringsglimt
Chokerende var det Sankt Hansaften at høre om skuespilleren Niels Martin Carlsens død – og underligt føltes det snart efter at erfare, at han var afgået ved døden næsten en hel måned før, den 27. maj.

Chokerende var det Sankt Hansaften at høre om skuespilleren Niels Martin Carlsens død – og underligt føltes det snart efter at erfare, at han var afgået ved døden næsten en hel måned før, den 27. maj. Niels Martin Carlsen (født 1951) blev landskendt for sin indfølende rolle som den voksne, af faderen Mads Skjern underkuede Daniel i Matador. Han boede sine sidste mange år på Brønshøjholms Allé.

Og vi var jo nok nogle, der på vej ned til det sprudlende liv i Haveforeningen Brønshøjholm, undrede os over, at det var længe siden, vi havde set ham og den taxa, som var hans rullende arbejdsplads, efter at han var blevet ramt af sceneskræk. Stedet er ikke her til nogen nærmere nekrolog, men læserne skal ikke snydes for den historie, som han engang fortalte mig på Bondestuen.

Læserne bør dog først indvies i det rige miljø, som Bondestuen på Frederikssundsvej 153 dengang udgjorde – i salig restauratør Bent Hansens æra. Grundlaget for utallige muntre stunder var en række gæve håndværkere. Lad mig nævne nogle få: Elektrikeren Preben Kragelund, som også kunne svinge en harmonika. Den store, atletisk flotte Murer Johnny, som gerne med underspillet selvironi klagede over, at det altid var de små (som ham selv), der blev mobbet.

Og frem for alt visesangeren og murermesteren René Rose, der var og stadig er i besiddelse af noget så sjældent for en håndværker som et vist intellekt. Sine sidste mange år var den tidligere KB’er og elegante landsholdsspiller Ole Sørensen (1937-2015) stamkunde på Bondestuen – hver dag ankom han trofast på sin trehjulede cykel. Som følge af en blodprop var han lam i den ene side, men hans øvrige motorik og boldøje fornægtede sig ikke – så han spillede lige op i billard med de bedste.

Bondestuen var vel at mærke i miles omkreds det værtshus, som havde de bedste billardspillere. Ole Sørensen var i øvrigt lige så elegant med tungen som i sin tid med fødderne. Hans verbale vid kom især til sin ret, da fodboldlegenden Ole Madsen flyttede til Håbets Allé og blev stamkunde på Bondestuen. De to gamle stjerners drillende dialoger er ikke overgået på noget teater. Men ak, munterheden sluttede brat, da Ole Madsen (født 1934) en tidlig forårsdag i 2006 pludselig faldt død om på Brønshøj Torv.

Scenen er sat cirka anno 2005! Vi giver ordet til Niels Martin Carlsen: ”Forleden sad jeg her på Bondestuen, hvor Ole Sørensen med et glimt i øjet endnu en gang fortalte om sin glorværdige fodboldkarriere. Et lidt ældre ægtepar, som man ikke havde set på stedet før, hørte på med åben mund og polypper. Lidt efter rejste Ole sig og gik med besvær og slæbende skridt ud på toilettet. Mens han var derude, henvendte jeg mig til ægteparret og sagde: ”I skal da lige vide, at det var mig, der spillede Daniel i Matador.” Det fik prompte manden til at rejse sig: ”Kom mor, vi går. Jeg gider ikke at sidde her og høre på al den løgn!””

Som sagt er de tre stjerner, to fodboldspillere og en skuespiller, nu døde. Det samme gælder en række af de gæve og gemytlige håndværkere samt den elegante restauratør Bent Hansen (1938-2016). Og minsandten om ikke Bondestuen endda måtte lukke i januar 2019. Alt for mange af ens kære steder og mennesker har forladt de skrå brædder på livets scene – det endelige tæppefald nærmer sig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top