Annonce



Den københavnske Folkestrejke sommeren 1944 – Volden i vest
DOC300620-30062020120151.jpg
Under Den københavnske Folkestrejke blev Stella Novas forretning på Frederikssundsvej 168 hærget, da ”man” mente, at indehaveren var nazi-sympatisør. Billedet er sakset fra hæftet ”Langs Frederikssundsvej – Under Besættelsen og Befrielsen 1940-1945”, Brønshøj Museum 1995. Hæftets forfatter, Lars Cramer-Petersen, afslutter billedteksten med, at historien intet melder om, hvorvidt det var velbegrundet at ødelægge forretningen.
Den 22. juni 1944 udførte modstandsorganisationen BOPA med sit angreb på Riffelsyndikatet den største og mest succesfulde sabotage i Danmark under Anden Verdenskrig.

Den 22. juni 1944 udførte modstandsorganisationen BOPA med sit angreb på Riffelsyndikatet den største og mest succesfulde sabotage i Danmark under Anden Verdenskrig. Den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, blev så rasende, at han dagen derpå lod otte modstandsfolk henrette med studenten Christian Ulrich Hansen som den mest berømte.

Dertil lod Best sine terrorgrupper udføre en række Schalburgtager (besættelsesmagtens modstykke til modstandsbevægelsens sabotager, opkaldt efter lederen af Frikorps Danmark, C. F. von Schalburg, der faldt i juni 1942 i Sovjetunionen). Disse anslag ramte blandt andet Tivoli og Den kgl. Porcelænsfabrik.

Men i sin desperation lod den rigsbefuldmægtigede det ikke være nok med det. Fra og med mandag den 26. juni indførte han udgangsforbud og gav dermed uvidende tegn til den ouverture, som kaldes gå-tidlig-hjem-strejkerne, og som befordret af henrettelsen af yderligere otte modstandsfolk (Hvidsten Gruppen) eksploderede i en disharmonisk symfoni af vold og drab i form af den egentlige folkestrejkes udbrud fredag den 30. juni. Bredt betragtet varede Den københavnske Folkestrejke i ti dage (26. juni til 5. juli) – med sine 100 døde og 700 sårede blev den Besættelsens mest voldelige begivenhed.

De mest voldsomme begivenheder fandt sted på Nørrebro og Vesterbro (”Istedgade overgiver sig aldrig”), hvor især ungdommen ikke ville finde sig i at sidde ”indespærret” efter kl. 20 i de små baggårdslejligheder, der selv om aftenen var meget lumre, fordi undtagelsestilstanden faldt sammen med en voldsom hedebølge. ”Ude i” Brønshøj og Husum gik det heller ikke stille af. Opmuntret af de allieredes invasion i Normandiet få uger før, den 6. juni, vovede man, især ungdommen nu endelig at byde tyskerne trods.

Her skal kort nævnes nogle få begivenheder: På Bellahøj ”stak ungdommelige elementer ild på selve Bellahøj Dyrskuets store trætribune” (Det dengang illegale blad Information). ”Der var ustandselig skydning oppe på Frederikssundsvej”, hvor ungdommen lavede barrikader for at sinke den tyske fremfærd (Martin A. Hansen i sin beretning ”Juli 44”).

Politiets Situationsmeldinger fortæller, at der blev skudt fire personer på Brønshøj Torv (30. juni kl. 15.00), men ikke om de omkom, og at en mand blev dræbt og en anden såret (kl. 16.00). ”Et femårigt barn blev dræbt ved sporvognssløjfen i Husum. En lille pige blev skudt i benet på en villavej her i nærheden.” (Beretningen ”Juli 44”). Fredag aften den 30. juni søgte tyskerne at kue byens befolkning ved at lukke for gas, vand og elektricitet, men dette kittede kun københavnerne stærkere sammen end nogensinde før.

Dagen efter, lørdag den 1. juli, strammede tyskerne grebet endnu mere ved at lægge en militært bevogtet ring rundt om byen, så borgerne hverken kunne komme ud eller ind. Hovedstaden skulle udsultes! Ringen gjorde blandt andet brug af det naturlige skel, som Utterslev Mose udgjorde, og af det Voldanlæg i Husum, som var blevet opført i slutningen af 1800-tallet som forsvar mod en eventuel tysk invasion fra landsiden. Som sådan kom Volden aldrig i anvendelse. Paradoksalt nok kunne tyskerne nu bruge anlægget til at spærre københavnerne inde!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top