Annonce
Snublesten nedlægges i Husum
Der vil blive nedlagt en såkaldt snublesten på Korsager Allé 38, onsdag den 29. juli, ca. kl. 14.30.

Stenen nedlægges til minde om rejsesekretær i Israelmissionen, Egon Johannesen, der blev myrdet med pistolskud i sin lejlighed den 24. november 1944. Morderne var fra den nazistiske Peter-gruppe, som havde mange mord på samvittigheden. Sandsynligvis var drabet på Egon Johannesen et clearing-mord – tyskernes hævn for et mord på en stikker begået af Modstandsbevægelsen.
Ideen til snublesten kommer fra den tyske kunstner Gunter Demnig. Han lagde den første sten til minde om ofre for Holocaust i Köln i 1992.
Det, som startede som et lokalt projekt til minde om nogle enkelte jødiske ofre for Holocaust, har siden udviklet sig. Det tyske ord, Stolperstein, oversat til snublesten på dansk, henviser til Demnigs intention om, at beskueren skal snuble over fortiden og blive påmindet om det menneske, som havde sin sidste frivillige bopæl på det sted, hvor stenen ligger.
De fleste ofre for Holocaust var af jødisk tro og derfor er de første snublesten lagt til minde om jødiske ofre. Med tiden har Demnig udvidet projektet og der findes nu snublesten til minde om udvisningen og udryddelsen af bl.a. jøder, romaer, homoseksuelle, politisk forfulgte, Jehovas vidner og ofre for det nazistiske eutanasi program.
Hver enkel sten er håndlavet og den unikke sten bevarer mindet om det unikke individ som mistede livet som følge af Holocaust.
Der findes nu flere end 74.000 snublesten i Europa, og Danmark bliver land nummer 26, hvor stenene findes.
I Danmark såvel som i andre lande blev initiativet til nedlæggelse af snublesten taget af privatpersoner som af den ene eller anden grund havde en tilknytning til ofrene eller til dokumentation og formidling af Holocaust.
Omkostningerne til de første snublesten i Danmark er dækket af Ernst og Vibeke Husmans Fond og virksomheden Dönerkind.

FAKTA
I 2019 blev 12 sten til minde om ofre for nazismen lagt i København og på Frederiksberg. I 2020 nedlægges nye sten i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top